Filosofiske Betragtninger

Er det nu klokkeklart, hvad det burde være, at der ikke i de himmelske vidneudsagn er det mindste messianske omkring Jesus, da må det kommende spørgsmål blive dette: I hvilken mission havde Gud så sendt et så højtstående himmelsk væsen til jorden som Jesus? Og ikke bare én, som det aldrig var set før, men et himmelsk væsen mere som vidne, født i samme familie, så man ikke kunne tage fejl af, at de hørte sammen i samme mission?
Kender man Moseloven, kan det ene spørgsmål besvares. Den indeholder netop en klausul: Ingen kan vidne for sig selv! Der skal være mindst to om et vidneudsagn! Ellers er det ikke gyldigt! Gud levede altså op til sin egen Lov givet gennem Moses til Hans Eget Hellige Folk. Men det kunne jo så gælde alle profeter, der i tidens løb på guddommelig vis havde været med til at retlede det jødiske folk. De havde kunnet klare sig alene. Ud fra Toraen.
Her, med disse to himmelske væsener samtidigt, måtte der være noget helt specielt på færde. Og det var der da også. Jesus skulle gribe ind i Toraen, som Loven kaldes, hvad ingen kunne, for den var givet af Gud selv til jøderne i ørkenen gennem Moses. Derfor hed den Moseloven. Ingen mennesker kunne ændre i den. Kun Gud selv! Det fører videre i forståelsen. Der begynder at dæmre noget.
Jesus siger jo selv, at han er kommet ned fra himlene for at fuldkommengøre Moseloven. Så kan jeg godt forstå, at Jesus er nødt til at have et himmelsk vidne med til jorden for at få autoritet nok til at løse den opgave. Toraen skal ændres!
Det er heri, vi har situationen i sammenhæng. Gud sender det mest højeststående himmelske væsen til jorden for at ændre Toraen på egne vegne. Det er tusindfold mere end en profet!
Naturligt nok vil enhver spørge: Jamen, hvorfor skulle Toraen overhovedet ændres? Den var jo givet af Gud selv gennem Moses til Det Hellige Folk! Var den ikke fuldkommen i sig selv? Var det kun en delvis Lov, Gud havde givet dem?
Efter Jesu ord må man tro det. Men man må heller ikke glemme, at livet i ørkenen var så strengt, at mange hellere ville tilbage som Faraos slaver. Moses havde store anstrengelser med at holde sammen på flokken. Det er forståeligt, at Gud på det tidspunkt kun gav dem en del af Loven. Havde Gud givet den Fuldkommengjorte Lov, var alt med sikkerhed brudt sammen.
Vi må ikke glemme, at der faktisk var et lille gran af snyd i det hele. Gennem Moses havde Gud lovet at give jøderne Det Forjættede Land, som de kaldte det. Der var blot ingen af dem, det blev lovet, der kom ind i Det Hellige Land! Ikke engang Moses selv! Med de fyrretyve år i ørkenen uddøde hele den første generation. Josua overtog ledelsen. Det var først næste generation, der fik lov til at sætte deres fødder i Det Forjættede Land. Jahve-troen skulle slå rødder først.