Filosofiske Betragtninger

Vi har nu læst de to himmelske børns vidnedsudsagn om hinanden, og er klar over, at der ikke på mindste måde er noget messiansk forbundet med dem. Og slet intet om Den Lovede Messias, der i De Sidste Dage skal komme for at oprette et Fredsrige på Jorden med så dybtgående en fred, at selv rovdyrene bliver vegetarer.
For at blive færdig med Johannes Døberen er der et indslag, vi nok må tage med. Men det forrykker ikke noget. De to himmelske børn står fast på deres vidnedsudsagn.
Johannes endte jo med at blive fængslet for aldrig at komme ud mere. Han havde i Den Hellige Ånd angrebet kongehuset personligt, og det kunne man i de dage ikke gøre. Han ville aldrig komme ud igen, for hvad der er sagt i Den Hellige Ånd, kan aldrig trækkes tilbage som første skridt i en løsladelse.
For Johannes var det derfor nu prekært, om Jesus ikke alligevel skulle være Den Lovede Messias, der ville lukke ham ud med det samme. Det blev et halmstrå, Johannes klamrede sig til i sin nød. Men han vidste godt, det ikke var rigtigt. Han havde jo selv været vidne for Jesus. Men nød bryder alle love. Gennem sine disciple fik han sendt bud til Jesus.
”Er du Den Lovede Messias? Eller skal vi vente en anden?” Spørgsmålet er lagt klart op til Jesus. Så klart, som det kan gøres.
Jesus havde dybe menneskelige følelser og nænnede derfor ikke at knække det halmstrå, Johannes i fangekælderen klamrede sig til. Hans egen lille barndomskammeret. Der på himmelsk vis havde vidnet for dem begge.
Jesus fraveg derfor sin egen lære: ”Din tale skal være ”Ja, Ja” eller ”Nej Nej”. Alt andet er af det Onde!” Jesus talte kun om Den Hellige Ånds fremgang i folket. Opgaven han selv var kommet for at løse.
Man må sige, at dette var det kærligste afslag, der i situationen kunne gives, og det mest hensynsfulde. Johannes forstod det. Jesus var ikke Den Lovede Messias, der kunne lukke ham ud igen. Kort efter blev Johannes henrettet i fængslet.
Jesus balancerede i sit hensyn til Johannes lige på kanten af sin egen lære. Nogle vil nok sige, at han overskred den. Det kan kun fortælle os, at næstekærlighed, hvor den ikke går ud over andre, står over Loven!
På den anden side må vi sige, at det havde været utroligt befriende, om Jesus på spørgsmålet havde givet et klart svar. Et klart ”Ja”! eller et lige så klart ”Nej”! Det kunne have sparet os for megen usikkerhed og mange spekulationer.
Men nu nok om Johannes Døberen. Vi må videres med Jesus selv, for han udtrykte jo de nok mest berømte ord af alle: ”Jeg er ikke kommet for at nedbryde Loven! Jeg er kommet for at fuldkommengøre Loven! Den skal bestå, lige så længe som Himmel og Jord består!”