Jutta levede i middelalderen i tolvhundredetallet. Hun var en meget kvik pige, der vidste, hvad hun selv ville. Andre skulle ikke blande sig. Og hun var yderst troende. Hun overholdt alle messer og tog Jesus for mere end påskrevet.
Jutta blev født ind i en velhavende adelsslægt. Hendes far var Greven af Sponheim, der ejede, som det var dengang, hele grevskabet med landarbejdere og det hele. Stavnsbåndet var ikke afskaffet den gang. Grevskabet med alt hvad der var i det, var såldes grevens ejendom. Også alle pigerne. Og han havde førsteret til dem. Ingen kunne blive gift med sin pige, med mindre hun havde ligge i med herremanden først. Ville hun ikke, blev der ikke noget bryllup. Herremanden sad på det hele.
Født adelig var Juttas rigtige navn selvfølgelig Grevinde Jutta von Sponheim, født som den yngste ud af 4 adelsdamer. Det var næste generation, hvilket gav hende muligheder ud over det sædvanlige. Dem brugte hun i sandhed også. Endnu ikke fyldt 14 år lagde hun det overdådige rigmandsliv bag sig for at flytte ud som eremit, eneboer, i et faldefærdigt skur væk fra hjemmet.
Den grevelige familie gjorde alt for at få hende hjem igen, men intet hjalp. Jutta blev i sit enebo, hvor hun frasagde sig al bekvemmelighed og rigdom. Hun sov på gulvet. Om dagen levede hun i faste og bøn som fuldstændig hellig. Selv i den strengeste vinter lå hun på knæ på bare ben i sneen og bad til Gud. Ingen kunne være mere gudbevidst eller gudhengiven. Det skulle lige være Jesus selv eller Jomfru Maria.
Helt rådvild var greven dog ikke. Juttas enebo lå i nærheden af det kendte kloster for adelige eller blot velhavende folks piger Disibodenberg. Det lå på en bjergtop med hele Guds vidunderlige natur under sig. Det havde en gang været fæstning med ringmure omkring. Grænserne var fjyttet. Fæstningen havde ingen militær betydning længere. Nu var den overgivet til kirken, der brugte dem som kloster for nonner i Benediktinerordenen, den strengeste af alle hellige ordener. Greven var rundhåndet med gaver til klosteret og kunne på denne måde få nonnerne til at se lidt efter Jutta. Mere kunne Greven ikke gøre.
Nonnerne tog kontakt til Jutta og belærte hende om, at klosteret som alle kirker var en del af Jesus. De var, som det blev kaldt: “Jesu Mystiske Legeme” ligestillet med Nadveren, der jo også var “Jesu Mystiske Legeme”. Det fik Jutta til at holde sine Messer oppe på klosteret sammen med nonnerne og altså tættere på Jesus. De fine forskelle betød meget for Jutta.
Side 2
Nonnerne og klosterets ledelse blev hurtigt klar over, at Jutta var hel speciel og meget intelligent.. Det var Jesu ord, hun tog alvorligt: “Sælg alt, hvad du har! Og følg så mig!” Det var ordene til den rige unge mand. Men Jesus havde sagt mere: “Tag dit kors op og følg efter mig!” Og endelig: Dersom du ikke frigør dig fra din fader og moder og dine søskende kan du end ikke blive min discippel!” Lægger man det hele sammen, begynder man at forstå Jutta. Hun ønskede at leve efter det hele for derigennem at få kontakt med Gud i Himlene. Det var det, Jesus havde kaldt for Ilddåben. Et møde med Gud vi slet ikke kender til i vores kirke.
Jesus havde ikke blot én form for dåb. Jesus havde to former for dåb. Jesus havde “Vanddåben”, som Johannes Døberen havde praktiseret den. Den var indledningen, der frigjorde fra alle synder. Man blev forberedt og frigjort til at begynde forfra uden at skulle se sig tilbage. Man kaldte det “Jesu efterfølgelse”. Det er den, der fører frem til Ilddåben, en åndelig oplevelse hvori du selv kan møde Gud og forstå alle ting, som Jesus siger det. I vore dage kaldes det for gnosticisme. Således har vi i vore kirker da heller ikke de to former for dåb. Vi har kun Vanddåben. Vi frelses jo alene ved tro, som Luther siger det og har så ikke brug for mere. Ilddåben kender vi således intet til. Men den er med i Bibelen. Vi forstår altså at efter Jesu lære er Vanddåben begyndelsen, Ilddåben er målet, vi kan nå ved at følge Jesus.
Det var Ilddåben, Jutta var ude efter, og hun ofrede alt for at nå den. Hun gav sig helt og totalt til Jesus. Intet verdsligt måtte der blive tilbage. Hun gik så tæt bag Jesus, som nogen kunne komme. Nonnerne såvel som klosterets ledelse fik hurtigt øje på et. Hun overgik dem alle i dyrkelsen af Gud. Hun kendte og kunne alle tidebønnerne døgnet rundt som livet i et benediktinerkloster. Dertil alle helgene og hvad der var gået forud. Grevens bibliotek havde været uvurdeligt for hende. I viden kunne hun overgå de fleste.
Jutta kom i klosteret til messerne. Selv til midnatsmessen. Men hun kom aldrig ind i klosterlivet. Hun forblev i sit enebo, den faldefærdige hytte og gik længere der i sin tilbedelse af Gud end nogen nonne. I den iskolde vinter lå hun ude og anråbte Gud på bare ben. Hun var asket til det yderste. Hun fastede næsten til døden, og som Jesus var plevet pisket under forhørene hos Pilatus og hele vejen opgennem Via Doloroso, piskede hun også sig selv eller lod det gøre ved nonnernes hjælp. Jutta gik på alle måder så tæt sammen med Jesus, at man med rette kunne sige, at hun tog sit kors op.
Uden at være nonne avancerede Jutta i ordenen. Så respekteret og afholdt var hun, at hun ike var til at komme uden om og endte endda som Biskop med den opgave at undervise nye piger, der ønskede at indtræde i ordenen. Jutta kunne det hele. Men hun blev i sit eget og tog endda de nye unge piger med ned i sit eget enebo for at undervise dem der. Hun blev beundret af alle. Man så op til hende og ville følge hende næsten som man fulgte Jomfru Maria.
Side 3
Da var det, at en anden adelspige pludselig dukker op iblandt Juttas elever. Hun var tiende barn i fødselsrækken derhjemme og var derfor givet til kirken som “tiende”. Hun skulle være nonne. Men der var mere end det. Den nye elev havde åndelige oplevelser. Hendes navn skulle snart blive kendt som Hildegard Von Bingen.
Jutta var ung. Den nye elev var 5 år yngre. Jutta måtte derfor lære hende mere end det religiøse. Hun lærte hende blandt andet at skrive med mere og indførte hende endda i det latinske sprog. Der var også et musikinstrument, hun lærte Hildegard at spille på. Det lange og det korte er, at de to piger fandt hinanden.
Begge pigerne var født mystikere, men inden for mystikken findes to veje. I den ene vej er det Gud, der tager initiativet gennem åndelige oplevelser. Uden at man selv vil det. Det var Hildegards vej. Den anden vej er, at man selv tager initiativet ved på alle måder at træde i Jesu fodspor, som han selv siger det. Det hedder Jesu efterfølgelse. Det var Juttas vej. Vi må igen huske på, at Jesus ikke kun opererer med én dåb. Jesus opererer med to forskellige former for dåb, der begge er med i Bibelen, men nærmest er ukendt i kirkelige kredse, fordi det ikke passer ind i Luthers lære.
Vi må være klar over, at der er to former for dåb. Vanddåben er kun indledningen. Begyndelsen til livet sammen med Jesus. Ilddåben er noget Gud selv giver, når du har taget dit kors op og gået vejen i Jesu fodspor. Da vil du i åndelige oplevelser møde Gud, for deri selv at forstå alle ting. Det er Jesu ord. Det var Juttas vej. Det er værdifuldt at vide det.
Vanddåben, forklarede Jesus, kunne gives af menneskene. Ilddåben, målet, afslutningen om man vil, var så hellig, at den kun blev givet af Gud selv. Ikke engang af Jesus. Det var sammensmeltningen med Gud, hvori du selv kunne forstå alle ting. Som Jutta var det Ilddåben, mange nonner gik efter. Så langt kunne det gå, at nonner i klostre korsfæstede hinanden for at nå hele vejen igennem. Men det var for yderligående, så kirken stoppede det. Der måtte være grænser. De måtte piske hinanden, som Jesus var blevet pisket, men heller ikke længere. Jutta var uden tvivl gået lige så langt og taget korsfæstelsen med, men det blev forhindret af kirken. Jutta med hendes tilbedende elever måtte nøjes med at piske hinanden. Dertil og ikke længere.
Side 4
Nu skal vi passe på, for de to piger var ikke enige. Hildegard var fra barnsben af født med guddommelige oplevelser. Hun så et stærkt lys, der næsten blændede hende, og fra lyset kom en stemme, der talte til hende. Hildegard var kommet til jorden for at rense kirken fra dens materialisme. Kirken var kommet ind i et vellevned, hvori biskopper ned til præster åd sig smæk fede i lækre retter med årgangsvine til. Intet kunne blive for godt i de kirkelige kredse, og man ragede sig til sig af materielle goder af alle slags. Kristendommen var blevet materiel.
Den kristne kirke var i forfald. Det var Hildegards opgave at bringe den på fode igen. På fire pilgrimsrejser kirken rundt, der krævede al hendes energi, prædikede hun for kirken. Men som hun blev kendt, fik hun masser af breve og henvendelser fra fornemme folk i de øverste lag, der ville have hendes råd og vejledning. Hun sled sig op. Men vi har mange af hendes breve endnu og kender hende derfor særdeles godt.
Hildegard ville have en ren kirke, der selv levede efter Jesu bud, men for at få det, måtte hun gå ind på kirkens tankesæt. Hun kunne ikke samtidigt komme med noget nyt. Hendes tanker om kristendommen, om Jesu lære, som Jutta havde den og levede efter, kunne de to piger derfor ikke blive enige om. Således ser vi dem totalt uenige om De Sidste Dage. Hildegard ser dem som gravene, der genåbner sig, hvorefter ligene kommer op og fuldkommengøres i herlighed. Det er kødets opstandelse, som vi også har det i vor kirke. Det er vore legemer, der genopstår til evigt liv og frelse. Det hele er jordisk.
Jutta har det omvendt. Det er vore sjæle, der har evigt liv og frelse. Kødet er kun for at bruge det til vor sjælelige fuldkommengørelse, som Jesus taler om i sin Bjergprædiken. Det har vi bare lånt for et stykke tid. Det skal bare smides væk, når det ikke kan bruges længere. Ikke noget med begravelser. Forbrændingsanstalten er god nok! Sjælen, det er mig! Det er ikke mit legeme, der er mig! Det er en total misforståelse. I døden skiller vi os bare af med det, lige som når slangen skifter ham, og først da opdager vi, hvor strålende vore sjæle i virkeligheden ser ud frigjort af kødet.
Vi skal se, at Jutta har ret. Hun kan bevise det! Vi kan sige, at i forhold til Jutta var Hildegard Den Bløde Mellemvare, men det var også nødvendigt for at komme kirkens skørlevned til livs. Hun kunne ikke komme med noget nyt samtidigt. Men uenige var de, og bølgerne har nok gået højt de to piger imellem.
At Hildegards indsats har båret frugt, er der ingen tvivl om. Det varede bare ikke så længe. Da Hildegard var væk gled kirken lige så stille tilbage til sin gamle skure. Reformationen var allerede på den tid på vej. Kirken blev så grådig efter jordisk gods og guld, at den til sidst solgte billetter til himlen, som vi andre køber dem til biografen. De rige kunne købe sig fri af Skærsilden. Dermed brød reformationen igennem for at efterlade kirken i småstumper med hver sine meninger. I dag tror vi, det er nok at tro. Hildegard havde gjort, hvad hun kunne.
Jutta gik direkte efter Ilddåben ved Jesu efterfølgelse. Hun lod sig piske, som Jesus var blevet pisket på sin vej til Golgatha. Hun gik helt op til korset. Kunne hun være blevet korsfæstet, som enkelte nonner frivilligt var blevet det før hende, da havde hun gjort det. Men kirken stod i vejen.
Side 5
Jutta var nået tilvejs ende. Hun havde levet fuldt ud asketisk og havde fulgt Jesus skridt for skridt. Som Jesus var blevet mishandlet på vejen til korset, mishandlede hun sig selv med askese ud over alt. Og hun piskee sig selv eller fik nonnerne til at gøre det.
Jutta indså, at hun intet mere kunne opnå i denne verden. Det sidste skridt, korsfæstelsen, som tidligere nonner havde gjort med hinanden, hindrede kirken hen i. Hun bad derfor om at blive muret inde i fæstningsmuren for at dø der. Klostret tog det alvorligt. Efter troen var et selvmord ensbetydende med et evigt liv i helvedet. Man måtte hjælpe hende og forelagde derfor paven problemet.
Paven sagde “Ja!”
Rent faktisk var hun jo kætter, der troede hun í Ilddåben selv kunne møde Gud. Paven holdt fast på sin ret som eneste mellemled imellem menneskene og Gud. Nu kom hun, der selv ville møde Gud. Afgørelsen var truffet på forhånd. Paven ville af med hende, og det kom han.
Jutta lod sig mure inde i fæstningsmuren i et hulrum og døde der frigjort fra den jordiske verden. Hun havde ikke mere at gøre her, Kun vente på døden. Om hun nåede at få Ilddåben ved vi ikke. Måske nåede hun det i sit dødsøjeblik. Hvor vi andre bliver hentet på forskellig måde, kan man godt tænke sig, aat det var Gud selv, der hentede Jutta hjem. Noget taler for det.
Hildegard sov trygt, da hun blev vække ef en, der klappede hende på kinden. Hun rejste sig for at se, hvem det var. Det var Jutta. Hun var både død og begravet. Jeg vil ikke gå længere end til dette. Jutta var kommet hjem til vores Fader i Himlene. Som Moses på Forklarelsens Bjerg kunne vise sig for Jesu disciple sammen med Elias efter at være kommet hjem i Himlene, kunne Jutta gøre det samme med Hildegard.
Uden fysisk tilstedeværelse havde hun næppe kunnet klappe Hildegard på kinden. Vi dør ikke, når vi dør! Sjælen er evig! Hildegards myte om gravene, der på den yderste dag åbner sig helt af sig selv for at afgive alt det henrådnede igen kan vi godt lade blive, hvor den er. Vi kommer fra Himlene og går tilbage til himlene. Jutta havde ret.
Kommentér gerne