Filosofiske Betragtninger

Guds vrede over de ihjelslåede profeter var voldsom. Den var mere end voldsom. Guds svar kom da heller ikke uventet: En massiv hær af gnavere kom fra ørkenen væltende ind over Det Hellige Land. Intet blev ladt tilbage. Græshopper, ædere, springere og gnavere af alle slags. Så overvældende var Guds hær, at den ikke alene lagde sig ind over Det Hellige Land. Den lå som en fed, gulgrøn bræmme fra ørkenen i øst langt ud over Middelhavet i vest!
To fulde år stod det på. Kvæget døde som det første. De gamle døde. Børnene døde. Yngre kvinder døde. Det var tæt på, at Gud havde udslettet hele sit Hellige Folk. Egyptens ti plager, som vi alle har hørt om, var intet at regne i forhold til det drama, der her udspillede sig med det jødiske folk selv i hovedrollen. Alligevel er det kun få, der kender til disse begivenheder. Det nævnes aldrig i kirkeligt regi.
Klædt i sæk og aske, som der står, og anråbende Gud om nåde ved dag som ved nat om ikke totalt at udrydde Sit Eget Hellige Folk, begyndte Gud først med en trøst til naturen! Hans Eget Folk kunne vente! I Guds øjne var der tid nok. ”Frygt ikke i markens dyr”, sagde Gud til alle de små, der kæmpede for livet, ”thi ørkenens marker skal grønnes igen og træerne atter bære frugt!”
Omsider kom Guds ord til Guds Eget Folk: ”Og I Zions Sønner! Fryd eder og vær glade i Herren eders Gud! Thi Han giver eder føde til frelse! (Det må man nok sige. Det var åndelig føde). Igen sender jeg eder regn, tidlig regn og sildig regn som før. Tærskepladserne skal fyldes med korn, persekummerne løbe over med most og olie! Jeg vil godtgøre jer de år, da græshoppen, springeren, æderen og gnaveren hærgede, den store hær, jeg sendte imod jer!”
”Det skal derefter ske, at jeg selv vil udgyde min Ånd over alt kød! Eders sønner og eders døtre skal profetere! Eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner! Også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd, når de dage kommer!”
Vi må forstå, at Det Hellige Folk én gang for alle var sat på plads. Gud ønskede ikke et Helligt Land, der lignede så mange andre med paver, biskopper og præster, til at lære folket, hvad det skulle tro og tænke. Guds Hellige Folk var tiltænkt en meget større fremtid, ingen endnu kunne forestille sig!
Gud ønskede et Helligt Land, der virkelig var helligt, hvori hver eneste sjæl i Guds Hellige Ånd selv ville kunne erkende Gud, for i den åndelige oplevelse selv at kunne forstå alle ting! Ikke mindst sin egen vej til genforeningen med Gud. Alverden skulle sige: ”Lad os drage til Jerusalem for der selv at lære Herrens veje at kende!”
En helt ny tid skulle begynde for Guds Hellige Folk. Nu var det ude over barnestadiet. Nu skulle Loven fuldkommengøres, så enhver i Guds Hellige Ånd selv kunne finde sin egen vej til Gud!
Profettiden var forbi! Pave-tiden skulle aldrig være opstået.