Skip to content

Jutta von Sponheim

torsdag, juli 14, 2011

Jutta levede i middelalderen i tolvhundredetallet. Hun var en meget kvik pige, der vidste, hvad hun selv ville. Andre skulle ikke blande sig. Og hun var yderst troende. Hun overholdt alle messer og tog Jesus for mere end påskrevet.

Jutta blev født ind i en velhavende adelsslægt. Hendes far var Greven af Sponheim, der ejede, som det var dengang, hele grevskabet med landarbejdere og det hele. Stavnsbåndet var ikke afskaffet den gang. Grevskabet med alt hvad der var i det, var såldes grevens ejendom. Også alle pigerne. Og han havde førsteret til dem. Ingen kunne blive gift med sin pige, med mindre hun havde ligge i med herremanden først. Ville hun ikke, blev der ikke noget bryllup. Herremanden sad på det hele.

Født adelig var Juttas rigtige navn selvfølgelig Grevinde Jutta von Sponheim, født som den yngste ud af 4 adelsdamer. Det var næste generation, hvilket gav hende muligheder ud over det sædvanlige. Dem brugte hun i sandhed også. Endnu ikke fyldt 14 år lagde hun det overdådige rigmandsliv bag sig for at flytte ud som eremit, eneboer, i et faldefærdigt skur væk fra hjemmet.

Den grevelige familie gjorde alt for at få hende hjem igen, men intet hjalp. Jutta blev i sit enebo, hvor hun frasagde sig al bekvemmelighed og rigdom. Hun sov på gulvet. Om dagen levede hun i faste og bøn som fuldstændig hellig. Selv i den strengeste vinter lå hun på knæ på bare ben i sneen og bad til Gud. Ingen kunne være mere gudbevidst eller gudhengiven. Det skulle lige være Jesus selv eller Jomfru Maria.

Helt rådvild var greven dog ikke. Juttas enebo lå i nærheden af det kendte kloster for adelige eller blot velhavende folks piger Disibodenberg. Det lå på en bjergtop med hele Guds vidunderlige natur under sig. Det havde en gang været fæstning med ringmure omkring. Grænserne var fjyttet. Fæstningen havde ingen militær betydning længere. Nu var den overgivet til kirken, der brugte dem som kloster for nonner i Benediktinerordenen, den strengeste af alle hellige ordener. Greven var rundhåndet med gaver til klosteret og kunne på denne måde få nonnerne til at se lidt efter Jutta. Mere kunne Greven ikke gøre.

Nonnerne tog kontakt til Jutta og belærte hende om, at klosteret som alle kirker var en del af Jesus. De var, som det blev kaldt: “Jesu Mystiske Legeme” ligestillet med Nadveren, der jo også var “Jesu Mystiske Legeme”. Det fik Jutta til at holde sine Messer oppe på klosteret sammen med nonnerne og altså tættere på Jesus. De fine forskelle betød meget for Jutta.

Side 2

Nonnerne og klosterets ledelse blev hurtigt klar over, at Jutta var hel speciel og meget intelligent.. Det var Jesu ord, hun tog alvorligt: “Sælg alt, hvad du har! Og følg så mig!” Det var ordene til den rige unge mand.  Men Jesus havde sagt mere: “Tag dit kors op og følg efter mig!” Og endelig: Dersom du ikke frigør dig fra din fader og moder og dine søskende kan du end ikke blive min discippel!” Lægger man det hele sammen, begynder man at forstå Jutta. Hun ønskede at leve efter det hele for derigennem at få kontakt med Gud i Himlene. Det var det, Jesus havde kaldt for Ilddåben. Et møde med Gud vi slet ikke kender til i vores kirke.

Jesus havde ikke blot én form for dåb. Jesus havde to former for dåb. Jesus havde “Vanddåben”, som Johannes Døberen havde praktiseret den. Den var indledningen, der frigjorde fra alle synder. Man blev forberedt og frigjort til at begynde forfra uden at skulle se sig tilbage. Man kaldte det “Jesu efterfølgelse”. Det er den, der fører frem til Ilddåben, en åndelig oplevelse hvori du selv kan møde Gud og forstå alle ting, som Jesus siger det. I vore dage kaldes det for gnosticisme. Således har vi i vore kirker da heller ikke de to former for dåb. Vi har kun Vanddåben. Vi frelses jo alene ved tro, som Luther siger det og har så ikke brug for mere. Ilddåben kender vi således intet til. Men den er med i Bibelen. Vi forstår altså at efter Jesu lære er Vanddåben begyndelsen, Ilddåben er målet, vi kan nå ved at følge Jesus.

Det var Ilddåben, Jutta var ude efter, og hun ofrede alt for at nå den. Hun gav sig helt og totalt til Jesus. Intet verdsligt måtte der blive tilbage. Hun gik så tæt bag Jesus, som nogen kunne komme. Nonnerne såvel som klosterets ledelse fik hurtigt øje på et. Hun overgik dem alle i dyrkelsen af Gud. Hun kendte og kunne alle tidebønnerne døgnet rundt som livet i et benediktinerkloster. Dertil alle helgene og hvad der var gået forud. Grevens bibliotek havde været uvurdeligt for hende. I viden kunne hun overgå de fleste.

Jutta kom i klosteret til messerne. Selv til midnatsmessen. Men hun kom aldrig ind i klosterlivet. Hun forblev i sit enebo, den faldefærdige hytte og gik længere der i sin tilbedelse af Gud end nogen nonne. I den iskolde vinter lå hun ude og anråbte Gud på bare ben. Hun var asket til det yderste. Hun fastede næsten til døden, og som Jesus var plevet pisket under forhørene hos Pilatus og hele vejen opgennem Via Doloroso, piskede hun også sig selv eller lod det gøre ved nonnernes hjælp. Jutta gik på alle måder så tæt sammen med Jesus, at man med rette kunne sige, at hun tog sit kors op.

Uden at være nonne avancerede Jutta i ordenen. Så respekteret og afholdt var hun, at hun ike var til at komme uden om og endte endda som Biskop med den opgave at undervise nye piger, der ønskede at indtræde i ordenen. Jutta kunne det hele. Men hun blev i sit eget og tog endda de nye unge piger med ned i sit eget enebo for at undervise dem der. Hun blev beundret af alle. Man så op til hende og ville følge hende næsten som man fulgte Jomfru Maria.

Side 3

Da var det, at en anden adelspige pludselig dukker op iblandt Juttas elever. Hun var tiende barn i fødselsrækken derhjemme og var derfor givet til kirken som “tiende”. Hun skulle være nonne. Men der var mere end det. Den nye elev havde åndelige oplevelser. Hendes navn skulle snart blive kendt som Hildegard Von Bingen.

Jutta var ung. Den nye elev var 5 år yngre. Jutta måtte derfor lære hende mere end det religiøse. Hun lærte hende blandt andet at skrive med mere og indførte hende endda i det latinske sprog. Der var også et musikinstrument, hun lærte Hildegard at spille på. Det lange og det korte er, at de to piger fandt hinanden.

Begge pigerne var født mystikere, men inden for mystikken findes to veje. I den ene vej er det Gud, der tager initiativet gennem åndelige oplevelser. Uden at man selv vil det. Det var Hildegards vej. Den anden vej er, at man selv tager initiativet ved på alle måder at træde i Jesu fodspor, som han selv siger det. Det hedder Jesu efterfølgelse. Det var Juttas vej. Vi må igen huske på, at Jesus ikke kun opererer med én dåb. Jesus opererer med to forskellige former for dåb, der begge er med i Bibelen, men nærmest er ukendt i kirkelige kredse, fordi det ikke passer ind i Luthers lære.

Vi må være klar over, at der er to former for dåb. Vanddåben er kun indledningen. Begyndelsen til livet sammen med Jesus. Ilddåben er noget  Gud selv giver, når du har taget dit kors op og gået vejen  i Jesu fodspor. Da vil du i åndelige oplevelser møde Gud, for deri selv at forstå alle ting. Det er Jesu ord. Det var Juttas vej. Det er værdifuldt at vide det.

Vanddåben, forklarede Jesus, kunne gives af menneskene. Ilddåben, målet, afslutningen om man vil, var så hellig, at den kun blev givet af Gud selv. Ikke engang af Jesus. Det var sammensmeltningen med Gud, hvori du selv kunne forstå alle ting. Som Jutta var det Ilddåben, mange nonner gik efter. Så langt kunne det gå, at nonner i klostre korsfæstede hinanden for at nå hele vejen igennem. Men det var for yderligående, så kirken stoppede det. Der måtte være grænser. De måtte piske hinanden, som Jesus var blevet pisket, men heller ikke længere. Jutta var uden tvivl gået lige så langt og taget korsfæstelsen med, men det blev forhindret af kirken. Jutta med hendes tilbedende elever måtte nøjes med at piske hinanden. Dertil og ikke længere.

Side 4

Nu skal vi passe på, for de to piger var ikke enige. Hildegard var fra barnsben af født med guddommelige oplevelser. Hun så et stærkt lys, der næsten blændede hende, og fra lyset kom en stemme, der talte til hende. Hildegard var kommet til jorden  for at  rense kirken fra dens materialisme. Kirken var kommet ind i et vellevned, hvori biskopper ned til præster åd sig smæk fede i lækre retter med årgangsvine til. Intet kunne blive for godt i de kirkelige kredse, og man ragede sig til sig af materielle goder af alle slags. Kristendommen var blevet materiel.

Den kristne kirke var i forfald. Det var Hildegards opgave at bringe den på fode igen. På fire pilgrimsrejser kirken rundt, der krævede al hendes energi, prædikede hun for kirken. Men som hun blev kendt, fik hun masser af breve og henvendelser fra fornemme folk i de øverste lag, der ville have hendes råd og vejledning. Hun sled sig op. Men vi har mange af hendes breve endnu og kender hende derfor særdeles godt.

Hildegard ville have en ren kirke, der selv levede efter Jesu bud, men for at få det, måtte hun gå ind på kirkens tankesæt. Hun kunne ikke samtidigt komme med noget nyt. Hendes tanker om kristendommen, om Jesu lære, som Jutta havde den og levede efter, kunne de to piger derfor ikke blive enige om. Således ser vi dem totalt uenige om De Sidste Dage. Hildegard ser dem som gravene, der genåbner sig, hvorefter ligene kommer op og fuldkommengøres i herlighed. Det er kødets opstandelse, som vi også har det i vor kirke. Det er vore legemer, der genopstår til evigt liv og frelse. Det hele er jordisk.

Jutta har det omvendt. Det er vore sjæle, der har evigt liv og frelse. Kødet er kun for at bruge det til vor sjælelige fuldkommengørelse, som Jesus taler om i sin Bjergprædiken. Det  har vi bare lånt for et stykke tid. Det skal bare smides væk, når det ikke kan bruges længere. Ikke noget med begravelser. Forbrændingsanstalten er god nok! Sjælen, det er mig! Det er ikke mit legeme, der er mig! Det er en total misforståelse. I døden skiller vi os bare af med det, lige som når slangen skifter ham, og først da opdager vi, hvor strålende vore sjæle i virkeligheden ser ud frigjort af kødet.

Vi skal se, at Jutta har ret. Hun kan bevise det! Vi kan sige, at i forhold til Jutta var Hildegard Den Bløde Mellemvare, men det var også nødvendigt for at komme kirkens skørlevned til livs. Hun kunne ikke komme med noget nyt samtidigt. Men uenige var de, og bølgerne har nok gået højt de to piger imellem.

At Hildegards indsats har båret frugt, er der ingen tvivl om. Det varede bare ikke så længe. Da Hildegard var væk gled kirken lige så stille tilbage til sin gamle skure. Reformationen var allerede på den tid på vej. Kirken blev så grådig efter jordisk gods og guld, at den til sidst solgte billetter til himlen, som vi andre køber dem til biografen. De rige kunne købe sig fri af Skærsilden. Dermed brød reformationen igennem for at efterlade kirken i småstumper med hver sine meninger. I dag tror vi, det er nok at tro. Hildegard havde gjort, hvad hun kunne.

Jutta gik direkte efter Ilddåben ved Jesu efterfølgelse. Hun lod sig piske, som Jesus var blevet pisket på sin vej til Golgatha. Hun gik helt op til korset. Kunne hun være blevet korsfæstet, som enkelte nonner frivilligt var blevet det før hende, da havde hun gjort det. Men kirken stod i vejen.

Side 5

Jutta var nået tilvejs ende. Hun havde levet  fuldt ud asketisk og havde fulgt Jesus skridt for skridt. Som  Jesus var blevet mishandlet på vejen til korset, mishandlede hun sig selv med askese ud over alt. Og hun piskee sig selv eller fik nonnerne til at gøre det.

Jutta indså, at hun intet mere kunne opnå i denne verden. Det sidste skridt, korsfæstelsen, som tidligere nonner havde gjort med hinanden, hindrede kirken hen i. Hun bad derfor om at blive muret inde i fæstningsmuren for at dø der. Klostret tog det alvorligt. Efter troen var et selvmord ensbetydende med et evigt liv i helvedet. Man måtte hjælpe hende og forelagde derfor paven problemet.

Paven sagde “Ja!”

Rent faktisk var hun jo kætter, der troede hun í Ilddåben selv kunne møde Gud. Paven holdt fast på sin ret som eneste mellemled imellem menneskene og Gud. Nu kom hun, der selv ville møde Gud. Afgørelsen var truffet på forhånd. Paven ville af med hende, og det kom han.

Jutta lod sig mure inde i fæstningsmuren i et hulrum og døde der frigjort fra den jordiske verden. Hun havde ikke mere at gøre her, Kun vente på døden. Om hun nåede at få Ilddåben ved vi ikke. Måske nåede hun det i sit dødsøjeblik. Hvor vi andre bliver hentet på forskellig måde, kan man godt tænke sig, aat det var Gud selv, der hentede Jutta hjem. Noget taler for det.

Hildegard sov trygt, da hun blev vække ef en, der klappede hende på kinden. Hun rejste sig for at se, hvem det var. Det var Jutta. Hun var både død og begravet. Jeg vil ikke gå længere end til dette.  Jutta var kommet hjem til vores Fader i Himlene. Som Moses på Forklarelsens Bjerg kunne vise sig for Jesu disciple sammen med Elias efter at være kommet hjem i Himlene, kunne Jutta gøre det samme med Hildegard.

 Uden fysisk tilstedeværelse havde hun næppe kunnet klappe Hildegard på kinden. Vi dør ikke, når vi dør! Sjælen er evig! Hildegards myte om gravene, der på den yderste dag åbner sig helt af sig selv for at afgive alt det henrådnede igen kan vi godt lade blive, hvor den er. Vi kommer fra Himlene og går tilbage til himlene. Jutta havde ret.

Kommentarer (0)

Jesus

tirsdag, januar 25, 2011

Hvor var Jesus

fra han var 12 år til han

var 30 år?

 

BEGYNDELSEN

Mange har grundet over, hvor Jesus var i de 18 år, hvori der var total tavshed omkring ham. Vi hører intet til ham i de 18 år. Som tolvårig hører vi det sidste. Han er netop blevet myndig og kan i kundskaber gøre sig gældende selv over for de mest højlærde hjerner i templets hierarki Man beundrede ham for hans viden.
Jesus er sammen med sine forældre til den jødiske påske, hvori alle rettroende jøder stiler imod templet. Men han gør sig fri af dem og bliver væk for dem. Jesus er ved at blive voksen og handler selv.
Forældrene begynder hjemrejsen. Jesus er ikke med, men de antager, at han nok er sammen med Johannes Døberens forældre, da de to meget religiøse drenge har det med at holde sammen. Der er intet uforsigtigt. De ved det. Jesu forældre er påpasselige. Først da antagelsen ikke holder stik, må de tilbage for at finde ham.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (1)

tirsdag, januar 25, 2011

Josef og Maria finder hurtigt deres nu myndige og selvstændige dreng blandt præsteskabet. De tager ham med hjem. Derefter forsvinder han som dug for solen. I 18 år hører man i Bibelen intet til ham. Kun forældrene må vide, hvor han er. Og hvad som optager ham.
Mange præster hygger sig under deres gudstjenester med at fortælle om det stakkels, lille fattige Jesusbarn, der måtte ligge i en krybbe. Mere fattigt kunne det ikke være. Det passede fint til det billede kirken selv gerne ville fremmale af Jesus. Men det var ikke det virkelige.
Der var intet fattigt i det! Vandet var gået fra Maria allerede inden de nåede Betlehem. Hun måtte derfor ind det første og bedste sted for at føde sit barn. Det er hendes egen forklaring senere.
Der var heller ingen hyrder, der kom ind. Kun ham, der ejede stalden. Efter Moselov, måtte ingen mand være til stede, når en pige fødte. Josef var derfor til indskrivning så længe, mens ejeren af stalden også var gået efter at have sat et stort bloklys op for hende, at hun ikke skulle være i mørke.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (2)

tirsdag, januar 25, 2011

Fødslen klarede Maria helt alene, for hun var forberedt hjemmefra og havde alt med, hvad hun skulle bruge. Og der var ingen problemer. Maria havde lagt sig på knæ på gulvet, havde skilt benene godt ad for at lægge et stort, tykt og uldent håndklæde imellem dem. Barnet skulle mdtages blødt.
Så let og elegant var fødslen foregået, at den i sig selv var et under. Uden smerter lå barnet allerede på håndklædet. Og endnu mere. Gud afleverede Maria i samme stand, hvori Gud havde modtaget hende. Maria var endnu uberørt! Så let var alt gået.
Senere kom Josef så hjem og lagde barnet op i krybben, for at det ikke skulle ligge på gulvet, mens Maria tog tøj på.
Forklaringen her er Marias egen givet til Den Helgenkårede Birgitta fra Vadstena i Sverige i det tolvte århundrede. Givet som kun to søde piger kan tale sammen om sådanne ting.
Jeg tager alt dette med for at vise, at der på ingen måde har været fattigdom i forbindelse med Jesusbarnet. Josef, Jesu jordiske far, tjente også gode penge. Der var kun tale om en lidt for utidig fødsel.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (3)

tirsdag, januar 25, 2011

Vi skal nu imod øst, for ifølge Bibelen sker der nu noget her, der griber ind i vores historie. Men vi skal langt mod øst for at finde en kultur, der dengang havde åndelige evner til at se guddommelige ting.
Historisk hører vi om såkaldte Lamaer, præster i Tibet, der havde åndelige evner ud over, hvad vi i vesten kender. Vi har i vore dage endnu den sidste rest af den fortid, nemlig Dalai Lama, der er flygtet fra Tibet på grund af den kinesiske indtrængen. Religiøst har vi altså et udgangspunkt i disse Lamaer, hvor meget vi så lægger i det.
Bibelen fortæller os, at disse Vise ovre i østen en dag opdager en helt ny klart funklende stjerne, der aldrig har været set før. Vi kalder den Betlehemsstjernen.
Om den overhovedet har været der er tvivlsomt. Kineserne, der gennem århundreder har holdt øje med stjernehimlen har intet kendskab til den. Det kunne være en supernova, men dem har de også hold på. Der var ingen supernovaer på Jesu tid.
I kristne kredse taler man da også om en oversætterfejl. Bevidst eller ubevidst. Det skulle have været i flertal. Stjerner!

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (4)

tirsdag, januar 25, 2011

Med stjerner i flertal er vi nu inde på astrologien, og det ved vi, at de kulturer var mestre i. Astrologien var netop opstået i de kulturer og blev der dyrket som videnskab.
Måske nærmer vi os nu lidt, for i dag har vi computere, der kan udvirke det utrolige. De kan regne baglæns på stjernehimlen. En sådan computer har de på Planetariet i København.
Hvorledes så stjernehimlen så ud, da Jesus blev født? Man kan sidde og se det selv på den kunstige himmel, der dækker hele salen. En mærkelig fornemmelse.
Nogen Betlehemsstjerne kunne ikke findes Men der var en konstellation af planeter, der nok har vækket interesse i de kulturer: Jupiter, Saturn og Mars stod tæt i samme Hus, som det hedder på fagsproget. Ikke så tæt, at man kunne tage dem for én og samme stjerne. Men alligevel. Horoskopet var påfaldende og forekommer kun med mange tusinde års mellemrum.
For kendere må jeg tilføje, at aspekterne fandt sted i ”Israels Hus”, som det hedder, med Venus i tæt aspekt. Så der var ikke meget at gå galt af.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (5)

tirsdag, januar 25, 2011

Jupiter står for det himmelske. Mars står for magt. Er de knyttet til hinanden er det himmelsk magt. Men er Saturn med, er der også modgang og udslettelse. Det er en farlig planet at have med. Venus er knyttet til alt det jordiske. Vellyst og erotik. Alt det jordiske i sin helhed. Yderste fald djævelen.
For kendere er dette horoskop det fineste billede, man kan få af Jesus. Intet under da, at De Vise Mænd fra det fjerne øst på kamelryg måtte rejse over bjerge og ørkener for at finde dette himelske barn for at tilbede det. Og de fandt det!
Deres tilbedelse bekræftede, at Jesus var guddommelig. Man bøjer knæ for store fyrster. Man tilbeder dem ikke. Men man har kostelige gaver med til dem. Det havde De Vise Mænd også med til Jesus.
Det, at Jesus får begge dele, viser ham som en af de største i himlene. Eller om vi vil, som Guds Søn. Der mangler intet.
Her møder vi så kontrasten til vores egen kirke. Der er intet fattigt lille Jesusbarn. Jesus er måske den mest velhavende baby på den tid. Det får følger for hans fremtid.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (6)

tirsdag, januar 25, 2011

Jesus føler en pligt over for De Vise Mænd fra Østen for de kostbare gaver han har fået på linje med jordiske fyrster. Det er bibelsk korrekt, men prædikes ikke i kirken. Til gengæld har vi her en logisk forklaring på, at Jesus forsvinder ud af al opmærksomhed i 18 år.
Jesus sagde, at han måtte være i sin Faders Hus. Johannes Døberen var allerede som tolvårig, det vil sige som myndig, i Sin Faders Hus i ørkenen. Men han brugte ikke ordene! Hvor var Jesus? Han brugte ordene, men var efter Bibelen ganske almindelig tømmersvend på sin kødelige faders værksted i ikke mindre end 18 år. Rent vrøvl!
Enhver kan sige sig selv, at det aldrig kan være rigtigt, hvor meget kirken end udlægger Bibelen på den måde. Jesus må have været et helt andet sted, der ikke har giver Johannes Døberen det mindste efter!
Medden første handelskaravane efter sin myndiggørelse rejse Jesus over for at udtrykke sin tak til De Vise Mænd i Østen for alt det, de havde givet ham ved hans fødsel. Herved blev De Vise Mænd i virkeligheden Jesu Gudfædre. Det tog 18 år.

Kommentarer (0)

Jesus 12 år til 30 år (7)

tirsdag, januar 25, 2011

Hvad Jesus gennemgik i Østen hos sine Gudfædre har vi ingen beretninger om. Måske har beretninger været der. Måske er de taget ud, da kristendommen blev paulinsk. Men alene det, at de vidste, at Jesus var et himmelsk væsen og var blevet født til jorden og kom for at tilbede ham og hyldede ham på fyrstelig vis med rige gaver viste, at de selv havde god kontakt med det himmelske. Måske havde De Vise Mænd selv set ham i det åndelige. Måske ventede de endda på ham som sande Gudfædre, indsat af Gud selv, for at tage sig af ham og indvie ham i de store mysterier, hvori han til sidst selv mødte Gud!
Der er flere ting, der peger i den retning. I sin lære taler Jesus om to former for dåb. Der er Vanddåben som er forberedelsen. Og så er der Ilddåben, der netop indeholder at møde Gud for i de oplevelser selv at forstå alle ting. Men der er lang vej.
Under alle omstændigheder genfinder vi Jesus 18 år senere, da han opsøger Johannes Døberen, mens Guds Hellige Ånd som en due svæver over hans hoved.
I denne beretning er der ingen huller!

Kommentarer (0)

Filosofi for nybegyndere

lørdag, januar 15, 2011

I Den Hellige Skrift, som den fremstilles i Det Ny testamente, står det aldeles klart, at Jesus fra himlene blev sendt til jorden men kun til jøderne, Guds eget Hellige Folk. Ikke til andre. Lad det stå fast.

Af Jesu lære fremgår det med tydelighed, at jøderne ved at overholde Loven og Profeterne kunne opnå evigt liv i himlene sammen med Gud, hvilket var frelsen. Vi var Skaberens børn. Jesus ikke alene påstod denne forklaring, som så mange filosoffer tilsvarende påstår deres forklaringer. Jesus kunne bevise sin forklaring. Det hævede ham op over alle andre.

I Jesu lære var Abraham, stamfaderen til alle jøder, der på alle måder havde adlydt Gud og fulgt Ham, efter sin død nu allerede hjemme hos Gud i himlene i forherliget tilstand. Ligeledes med Moses og Elias. Lad også det stå fast. På Forklarelsens Bjerg præsenterede Jesus dem endda i hele deres himmelske herlighed over for sine disciple, som han havde taget med derop. Det var Peter, Jacob og Johannes, som på denne måde blev vidner for alle de øvrige. Jesus beviste, at vi lever videre i himlene efter døden.

Men nu er vi jo på jorden, hvor en rig, ung mand spørger Jesus: ”Hvorledes får jeg evigt liv?” Nu kunne Jesus være kommet med alt det paulinske sludder og vrøvl om korsets gåde, men det gjorde Jesus ikke. ”Hold Loven og Profeterne!” svarede Jesus kort. Og det var sandheden. Disciplene havde jo lige selv set det!

Men Jesus sagde også noget andet. Jesus fortalte også om det modsatte om en mand, der ikke havde holdt Loven og Profeterne. Han havde også fået evigt liv efter døden, men var ikke i himlene. Han var kommet et sted, hvor der ikke var særlig rart at være. Han forsøgte at sende bud hjem, så hans brødre ikke skulle ende samme sted, hvor han nu var. Det var vel prisværdigt, men der var ingen grund til det, sagde Jesus, for de havde jo Loven og Profeterne. Holdt de bare dem, var der ingen fare på færde! Så ville de komme i himlene.

For at gøre en lang historie kort: Når jøderne ved Loven og Profeterne har det hele i forvejen, både Det Evige Liv og frelsen, samlivet med Gud i Himlene, da kan det umuligt være det, Jesus er kommet til jorden for at give os. Han må være kommet for at give jøderne noget, de ikke havde eller har i forvejen. Og hvad er så det? Jesus var gnostiker!
Jesus kom for at vise os vejen til selv at møde Gud for deri selv at forstå alle ting, Guds veje og vilje. Vi skulle blive selvstændige!!!

Kommentarer (0)

Brev til Lene

fredag, januar 14, 2011

Hej Lene!

Jeg har modtaget dit brev med udklip fra Kristeligt Dagblad, der omtaler en ny bog, der udkommer i næste uge. Den er skrevet af fysikeren Stephen Hawking, der i sin videnskabelige tænkning hidtil har haft en lille plads til Gud som skaber og opretholder af alt, men nu har droppet enhver tanke om nogen Gud. Hvorfor han har gjort det må foreløbig stå hen i det uvisse, men ren dumhed kan det ikke være, da han har en intelligens-kvotient lige under Einsteins. Men vi må nok lade bogen udkomme først.

Du beder mig om en kommentar til artiklen. Det er i sandhed noget af en opgave, du der har givet mig. Sådan set skal jeg jo forsvare troen på Gud. Det er ikke altid lige let. Men lad mig da begynde med Einstein, der efter artiklen var en lille grad mere intelligent end omtalte fysiker, der indtil nu har givet Gud en lille plads i den videnskabelige sol, men nu har ændret det hele.

Albert Einstein troede på Gud. Ikke en Gud i vor forstand som man kunne bede til og få tingene ændret efter sine egne behov. Men alligevel. Den lidt sjove formulering er Einsteins egen. Der skal altså virkelig gode argumenter til for at lave om på tingene, og dem har vi jo ikke set endnu, da bogen endnu ikke er udkommet.

Det store spørgsmål er jo: Hvad var der før The Big Bang? Var der overhovedet noget? Og i såfald hvad? Det er der ingen, der ved noget om. Ikke bare det mindste. Alligevel er det her, de nye tanker som givet af Hawking kommer ind: Universet behøver slet ikke nogen skaber! Det hele er gået i gang af sig selv! Det bliver sjovt at se beviserne.

Holder vi os lidt til Einstein med hans relativitetsteori, så viser det sig, at vores univers er mangfoldige gange større, end vi selv kan fatte. Vores lille tredimensionale verden er kun en ganske lille boble i langt større systemer. Med vores tredimensionelle hjerner, kan vi bare ikke opfatte dem. Således beviser Einstein, at tid og hastighed er omvendt proportionale. Og at størrelse og hastighed er omvendt proportionale.

Lidt tydeligere kan det siges: Des hurtigere, du flyver i et rumskib, des langsommere går tiden. Ved den højest opnåelige hastighed, går tiden helt i stå. Du bliver ikke ældre. Således siger relativitetsteorien. Samtidig forsvinder rumfartøjet helt fra vores tredimensionale verden for at flyve ind i en fjerde dimension, som vi ikke kan opfatte. At dette er rigtigt blev bevist ved de amerikanske månelandinger. De havde elektronure med synkroniseret med tilsvarende ure på jorden.

Relativitetsteorien blev herved bevist. På grund af den høje hastighed under flyvningerne fra og til månen var piloterne netop så meget yngre, som de skulle være efter Einsteins egne ligninger. At vores tredimensionale system som en lille boble befinder sig i et firedimensionalt system er således både påvist og bevist. Men vi er spærret inde. Vi kan ikke flyve ud af vort tredimensionale system, for vi har ingen materialer, der kan holde til det. Ellers måske nok.

Men når Jesus nu siger, at der i Faderens Hus er mange boliger, så er vi efterhånden så tæt på, at vi kan sige i hvilken retning, de ligger. Vi kan bare ikke komme derud. Og måske kan der værre helt op til tolv dimensioner eller endnu flere, når vi når de områder, hvor Gud selv befinder sig?

Og så kommer vi til det, for når vores lille ynkelige tredimensionelle verden blot er en boble i langt højere dimensionerede systemer, der i tid er uendelige, mens vores lille tredimensionale boble har både begyndelse og ende og forsvinder igen, før vi rigtig forstår det. Hvad kan så være meningen med det?

Igen har vi kun Gud at ty hen til – - -

I sin store lignelse om Den Fortabte Søn, der vender tilbage, giver Jesus os jo netop forklaringen. Vi er ikke smidt ud af Paradiset, som Bibelen fortæller det. Efter Jesu lære gik vi selv og fik alt vore arvegods med os. Vi satte det hele til og endte til sidst med at æde sammen med svinene. Et billede på de urene ånder og dæmonerne. Vi fandt os selv og råbte til Gud om hjælp til at komme hjem igen til himlene. Gud hørte os og skabte det materielle univers som en dørmåtte, vi skulle tørre vores snavsede fødder af på, før, vi kunne komme ind.

Det er nok lidt mere indviklet. Det var ikke kun vore fødder, der var blevet snavsede. Det var vore sjæle, der havde mistet al deres himmelske glans. Gennem livet på jorden, skulle vi først genvinde den himmelske glans, vi havde fortabt. Som Jesus sagde det: ”I skal være fuldkomne, som jeres Fader i Himlene er fuldkommen!” Naturligvis!

Det var ikke i kødet, vi skulle være fuldkomne. Det kan ingen. Det var vore sjæle, der skulle fuldkommengøres. Når den sidste sjæl således var kommet hjem til Gud i himlene, ville der ikke mere være brug for det tredimensionale liv på jorden, og det ville forsvinde. Ganske som videnskaben har forudsagt det. Der er ingen brug for det længere.

Historien slutter i sig selv. Men nu er der mening i den. Gud er med!

Kommentarer (0)

Side 1

torsdag, januar 13, 2011

”Jeg har en sjæl!” har de gamle sagt, så længe jeg kan huske. Og det er længe, for jeg er lidt oppe i årene.
”Det kan jeg umuligt have!” svarer stadigt flere af de unge i vore dage. ”For sjælen det er jo mig! Jeg har et kødeligt legeme! Men kun for et stykke tid! Jeg skal af med det igen! Kødet er ikke mig!”
Der er en dyb kløft imellem disse to måder at anskue tingene på, om man ser det fra et legemligt synspunkt, som de gamle har gjort det i snart umindelige tider, eller fra et sjæleligt synspunkt, som de yngre generationer i højere udstrækning gør det i dag under påvirkning af østlige tanker, der som fremmede fugle flyver ind over hegnet.
Men er kristendommens tid da ved at være forbi? kunne man spørge. Vi prøver her at anskue de kristne problemer med øjnene rettet både imod øst som imod vest og med et absolut neutralt udgangspunkt, så alt går ærligt til. Ingen manipulation.
Det siger sig selv, at er vore sjæle himmelske væsener, der blot for en tid er inkarneret i kødet, da kan det evige liv ikke være noget, vi får gennem Jesu død på korset. Da må det evige liv være en gave fra Gud, vi alle har i forvejen, før vi kommer her. Så er der ingen grave, der på den yderste dag behøver at åbne sig af sig selv, for at frigive de kødelige rester af os, så vi kan komme op igen.
Kan man tænke sig, at den kristne tro i de allertidligste menigheder er blevet misforstået, før den blev skrevet ned? Blevet kødeliggjort? Så de nye generationer meget vel kan have ret? Så en ren sjælelig kristendom alt for hurtigt er blevet gjort til en kødelig kristendom, der indeholder en række umuligheder som den med gravene? Måske har de unge ret! Vi dør slet ikke, når vi dør. Vi gør os bare fri af det udslidte legeme, som når slangen skifter ham, og lever videre i andre dimensioner. Det evige liv har i så fald intet med Jesu Kors at gøre.
Det er væsentlige spørgsmål, der her rejser sig. Lad os derfor se sammen på problemerne. Meget kan have ændret sig siden De Første Dage. Og så er der endog dem, der tror, at De Første Dage var De Sidste Dage. Hvor i alverden har de det fra? Det kan ikke være fra Jesus, for han blev jo netop spurgt af sine disciple om, hvornår De Sidste Dage skulle komme og svarede, at det er der ingen, der ved. Ikke engang englene. End ikke Sønnen! Kun Gud! Der er nok at tage fat på.

Kommentarer (0)

Side 2

torsdag, januar 13, 2011

Lad os begynde med begyndelsen. Det er mange gange det nemmeste. Lad os begynde med Juleaften, hvor vi glade og feststemte i kirken hører præsten prædike over de dage, da Gud sendte sit himmelske barn til jorden født af en jomfru så ren som nyfalden sne.
Orglet får ikke for lidt. Salmerne stiger til himlen som et brus af taksigelser. Det er smukt. Det er stort. Ingen tvivl om det. Gud glæder sig over sin skabning.
Men er det nu også sandheden, vi hører denne hellige nat? Sandheden, hele sandheden og kun sandheden? Som vi fra filmens verden ved, det bruges i amerikanske retssale sammen med en edsaflæggelse? Kan en dansk præst også aflægge ed på sin juleprædiken?
Her må vi svare ”Nej!” Det er nok sandheden, han eller hun siger, for det står jo i Bibelen. Men det er ikke hele sandheden og kun sandheden, som det kræves i en amerikansk ret! Præsten manipulerer med teksten og holder vigtige ting tilbage fra menigheden.
Var det kun Jomfru Maria, der i de dage fik englebudskab om sit himmelske barn? Er der i Den Hellige Skrift ikke noget med, at hendes kusine Elisabeth også fik englebudskab? Også om et him-melsk barn? Og endda af den samme engel, der kom til Maria?
I virkeligheden kom der ikke ét himmelsk barn til jorden i de dage. Der kom to himmelske børn til jorden i de dage. Og i samme familie. Og så tæt sammenknyttede, at de meget vel kunne have holdt hinanden i hånden. Hvorledes kan man overse det en hellig juleaften? Man skal næsten være noget af en kyniker for at klare det.
I de dage levede der er præst ved templet i Jerusalem. Hans navn var Zakarias. Hans hustru hed Elisabeth og var efter alt at dømme kusine til Maria, som senere skulle føde Jesus. Således var de nært beslægtede og hjalp hinanden på alle måder, som man gjorde i familierne dengang. Begge var de retfærdige for Gud og levede intenst efter samtlige Guds bud og forskrifter.
Dagen kom, da det igen var Zakarias tur til at forrette tjeneste i den allerhelligste del af templet, hvor røgelsesofferet skulle bringes, som sædvanen var.
Da skete der et under! En Guds Engel viste sig for ham stående til højre for alteret. Ganske som med Maria fik Zakarias her også eng-lebudskab om et himmelsk barn! Og det var den samme engel, som kort tid efter også skulle vise sig for Maria.
”Din hustru Elisabeth skal på trods af sine år føde dig en søn!” talte englen til ham. ”Du skal give ham navnet Johannes! Mange skal glæde sig over ham, og han skal blive stor i Guds øjne. Allerede fra moders liv skal han være fyldt med Guds Hellige Ånd! Og mange skal han omvende!”
Masserne, der fyldte templets forgård blev klar over, at der var sket noget helt forunderligt. Kun ikke præsten i kirken juleaften!

Kommentarer (0)

Side 3

onsdag, januar 12, 2011

Seks måneder senere blev den samme engel af Gud igen sendt til jorden med et nyt budskab. Denne gang til Nazaret i Galilæa, hvor der levede en ung pige lige så retfærdig for Gud, som Zakarias og Elisabeth havde været det og lige så nidkær. Hun var opfostret ved templet og voksede op ved templet og havde på alle måder overholdt Guds bud og forskrifter, som kun en hellig pige kunne gøre det. Aldrig havde hun kendt nogen mand. Hun var så ren som nyfalden sne.
Ved synet af englen blev Maria bange, men den beroligede hende straks. ”Frygt ikke!” sagde den. ”Du har fundet nåde for Gud! Den Hellige Ånd skal overskygge dig! Du skal føde en søn og give ham navnet Jesus! Han skal blive stor og kaldes Den Højestes Søn!”
Vi skal lægge mærke til, at det i begge tilfælde er englen, der bestemmer navnene på de to børn. Altså Gud selv! Forældrene bliver ikke spurgt! Deri ligger, at de begge er himmelens børn! Ikke forældrenes!
”Og se!” sagde englen videre. ”Din slægtning Elisabeth er allerede med barn og skal trods sin høje alder også føde en søn, thi intet er umuligt for Gud!” Så forsvandt englen, og Maria stod alene tilbage. Hun var dybt chokeret.
Hvad i alverden skulle Maria nu kunne gøre andet end at pakke det mest nødvendige ned for at skynde sig op til Elisabeth og Zakarias i Jerusalem for at fortælle, at den samme engel nu også havde været hos hende, og hvad den havde sagt.
Maria blev hos Zakarias og Elisabeth i hele tre måneder, hvori de sammen i Den Hellige Ånd tilbad og lovpriste og takkede Gud for al den himmelske nåde, der var overgået dem. De græd af glæde.
Men se nu her. Der er noget, kun få kristne får fat i ved selv at læse Bibelen, og det er ikke uden betydning for alt, hvad der kommer efter. Bibelens tal går op på en spændende måde, for der er seks må-neder imellem bebudelserne. Og Maria bliver hos Elisabeth og Zakarias i tre måneder! Det er lige de ni måneder, alle piger kender.
Kort sagt: Maria var med til Johannes Døberens fødsel og har sikkert nok deltaget i den, for det gjorde man familierne imellem den-gang. På den tid var der ikke noget, der hed jordemødre. Pigerne måtte klare det selv, og gjorde det godt. At Maria efter Bibelen var med allerede her, er nok en overraskelse for mange kristne.
Efter Moselov måtte der end ikke være en mand til stede, når en pige fødte. Det fortæller Jomfru Maria selv Den Helgenkårede Birgitta fra Vadstena i tolvhundredetallet, da hun til hende giver sin egen beretning om Jesu fødsel.
Det er den mest velfortalte historie to piger imellem, der for længst burde være taget med i Bibelen. Og den er helt uden overdrivelser som vores juleevangelium. Næsten da. Lidt er der. Men det er troligt nok. Jomfru Maria er en sanddru pige.

Kommentarer (0)

Side 4

tirsdag, januar 11, 2011

Så langt som vi nu er kommet ved at samle alle oplysninger sammen i Det Ny Testamente, som tit ligger spredt, til en helhed, må det være klart, at Jesus og Johannes har kendt hinden fra barnsben af og været helt fortrolige med hinanden. Den kristne tanke, at Jesus og Johannes Døberen kun på afstand har kendt til hinanden kan derfor ikke tages til følge. Der er ingen profetisk viden imellem dem. De kendte hinanden kun alt for godt helt fra deres tidligste år. Maria var med til at trække Johannes ud af skødet på Elisabeth.
Det er aldrig sket før, at to himmelske væsener er kommet til jorden så tæt forbundne og samtidigt. Det er en kendsgerning, der ikke må overses, hvis man vil forstå sammenhængen i hele troen. Nået til skelsår og alder vidnede de to himmelske børn, nu som voksne, da også om hinanden. Det kan være, de også lå i vugge sammen.
Jesus vidnede for Johannes: ”Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se en profet? Ja! Jeg siger jer, I ser endda mere end en profet! Han er den, om hvem det står skrevet: ”Se, jeg sender min engel foran dig, for at han skal bane din vej! Blandt mennesker er ingen større end han! Han er Elias, om hvem det står skrevet, at han skal komme tilbage!”
Jesus var inde på samme emne, da han med sine disciple var på vej ned fra Forklarelsens Bjerg: ”Hvorledes kan du i grunden være Messias, når det står skrevet, at Elias skal komme tilbage først?” Disciplenes spørgsmål var logisk.
”Elias er allerede kommet!” svarer Jesus. Det er Johannes Døberen! Om vil I tage imod det!”
Jesu tale var her reinkarnel, for alle vidste, at Johannes blev født af Elisabeth på ganske normal måde, som vi selv har set det. Tilføjelsen ”Om I vil tage imod det!” viser da også hen til, at Jesus var på gyngende grund, men ikke mere end at disciplene selv hurtigt efter spurgte Jesus: ”Denne mand, der er født blind! Er det hans egen skyld?” Det ser ud til, at tanken om reinkarnation og karma slet ikke lå disciplene så fjernt. Hvem andre end Jesus kan have lært dem det?
Havde Jesus således vidnet for Johannes ved at gøre ham til en Guds Engel, hvorfor han naturligt blev født med Guds Hellige Ånd, hvad ingen mennesker bliver, så vidnede Johannes nu omvendt om Jesus og gjorde ham til det største himmelske væsen. Lige op til Gud.
Vi må ikke overse, at englen i sin bebudelse til Maria ikke sagde, at Jesus var Guds Søn! Den sagde blot, at Jesus ville blive kaldt Guds Søn! Det er noget andet!
”Jeg døber jer med vand til syndernes forladelse”, vidnede Johannes. ”Men blandt jer står en, som I endnu ikke kender! Han er så stor, at jeg som engel end ikke er værdig til at binde hans sandaler! Han er kommet for at give jer Guds Hellige Ånd og Ild!”
Det er meget kort udtrykt, men Jesus taler selv senere om de to former for dåb: Vanddåben og Ilddåben.

Kommentarer (0)

Side 5

tirsdag, januar 11, 2011

Vi har nu læst de to himmelske børns vidnedsudsagn om hinanden, og er klar over, at der ikke på mindste måde er noget messiansk forbundet med dem. Og slet intet om Den Lovede Messias, der i De Sidste Dage skal komme for at oprette et Fredsrige på Jorden med så dybtgående en fred, at selv rovdyrene bliver vegetarer.
For at blive færdig med Johannes Døberen er der et indslag, vi nok må tage med. Men det forrykker ikke noget. De to himmelske børn står fast på deres vidnedsudsagn.
Johannes endte jo med at blive fængslet for aldrig at komme ud mere. Han havde i Den Hellige Ånd angrebet kongehuset personligt, og det kunne man i de dage ikke gøre. Han ville aldrig komme ud igen, for hvad der er sagt i Den Hellige Ånd, kan aldrig trækkes tilbage som første skridt i en løsladelse.
For Johannes var det derfor nu prekært, om Jesus ikke alligevel skulle være Den Lovede Messias, der ville lukke ham ud med det samme. Det blev et halmstrå, Johannes klamrede sig til i sin nød. Men han vidste godt, det ikke var rigtigt. Han havde jo selv været vidne for Jesus. Men nød bryder alle love. Gennem sine disciple fik han sendt bud til Jesus.
”Er du Den Lovede Messias? Eller skal vi vente en anden?” Spørgsmålet er lagt klart op til Jesus. Så klart, som det kan gøres.
Jesus havde dybe menneskelige følelser og nænnede derfor ikke at knække det halmstrå, Johannes i fangekælderen klamrede sig til. Hans egen lille barndomskammeret. Der på himmelsk vis havde vidnet for dem begge.
Jesus fraveg derfor sin egen lære: ”Din tale skal være ”Ja, Ja” eller ”Nej Nej”. Alt andet er af det Onde!” Jesus talte kun om Den Hellige Ånds fremgang i folket. Opgaven han selv var kommet for at løse.
Man må sige, at dette var det kærligste afslag, der i situationen kunne gives, og det mest hensynsfulde. Johannes forstod det. Jesus var ikke Den Lovede Messias, der kunne lukke ham ud igen. Kort efter blev Johannes henrettet i fængslet.
Jesus balancerede i sit hensyn til Johannes lige på kanten af sin egen lære. Nogle vil nok sige, at han overskred den. Det kan kun fortælle os, at næstekærlighed, hvor den ikke går ud over andre, står over Loven!
På den anden side må vi sige, at det havde været utroligt befriende, om Jesus på spørgsmålet havde givet et klart svar. Et klart ”Ja”! eller et lige så klart ”Nej”! Det kunne have sparet os for megen usikkerhed og mange spekulationer.
Men nu nok om Johannes Døberen. Vi må videres med Jesus selv, for han udtrykte jo de nok mest berømte ord af alle: ”Jeg er ikke kommet for at nedbryde Loven! Jeg er kommet for at fuldkommengøre Loven! Den skal bestå, lige så længe som Himmel og Jord består!”

Kommentarer (0)

Side 6

mandag, januar 10, 2011

Er det nu klokkeklart, hvad det burde være, at der ikke i de himmelske vidneudsagn er det mindste messianske omkring Jesus, da må det kommende spørgsmål blive dette: I hvilken mission havde Gud så sendt et så højtstående himmelsk væsen til jorden som Jesus? Og ikke bare én, som det aldrig var set før, men et himmelsk væsen mere som vidne, født i samme familie, så man ikke kunne tage fejl af, at de hørte sammen i samme mission?
Kender man Moseloven, kan det ene spørgsmål besvares. Den indeholder netop en klausul: Ingen kan vidne for sig selv! Der skal være mindst to om et vidneudsagn! Ellers er det ikke gyldigt! Gud levede altså op til sin egen Lov givet gennem Moses til Hans Eget Hellige Folk. Men det kunne jo så gælde alle profeter, der i tidens løb på guddommelig vis havde været med til at retlede det jødiske folk. De havde kunnet klare sig alene. Ud fra Toraen.
Her, med disse to himmelske væsener samtidigt, måtte der være noget helt specielt på færde. Og det var der da også. Jesus skulle gribe ind i Toraen, som Loven kaldes, hvad ingen kunne, for den var givet af Gud selv til jøderne i ørkenen gennem Moses. Derfor hed den Moseloven. Ingen mennesker kunne ændre i den. Kun Gud selv! Det fører videre i forståelsen. Der begynder at dæmre noget.
Jesus siger jo selv, at han er kommet ned fra himlene for at fuldkommengøre Moseloven. Så kan jeg godt forstå, at Jesus er nødt til at have et himmelsk vidne med til jorden for at få autoritet nok til at løse den opgave. Toraen skal ændres!
Det er heri, vi har situationen i sammenhæng. Gud sender det mest højeststående himmelske væsen til jorden for at ændre Toraen på egne vegne. Det er tusindfold mere end en profet!
Naturligt nok vil enhver spørge: Jamen, hvorfor skulle Toraen overhovedet ændres? Den var jo givet af Gud selv gennem Moses til Det Hellige Folk! Var den ikke fuldkommen i sig selv? Var det kun en delvis Lov, Gud havde givet dem?
Efter Jesu ord må man tro det. Men man må heller ikke glemme, at livet i ørkenen var så strengt, at mange hellere ville tilbage som Faraos slaver. Moses havde store anstrengelser med at holde sammen på flokken. Det er forståeligt, at Gud på det tidspunkt kun gav dem en del af Loven. Havde Gud givet den Fuldkommengjorte Lov, var alt med sikkerhed brudt sammen.
Vi må ikke glemme, at der faktisk var et lille gran af snyd i det hele. Gennem Moses havde Gud lovet at give jøderne Det Forjættede Land, som de kaldte det. Der var blot ingen af dem, det blev lovet, der kom ind i Det Hellige Land! Ikke engang Moses selv! Med de fyrretyve år i ørkenen uddøde hele den første generation. Josua overtog ledelsen. Det var først næste generation, der fik lov til at sætte deres fødder i Det Forjættede Land. Jahve-troen skulle slå rødder først.

Kommentarer (0)

Side 7

søndag, januar 9, 2011

Hvad Moses havde lagt grunden til med udfrielsen af jøderne fra slaveriet i Egypten og med fyrretyve år i ørkenen, hvorunder Loven blev indgivet dem af Gud selv gennem Moses på Sinai Bjerg, havde Kong David nu fuldendt med skabelsen af Det Hellige Land: Ét samlet rige af Nord og Syd med én samlet tro for hele riget: Jahvetroen! Og med en helt ny jomfruelig hovedstad, der aldrig nogensinde havde været erobret: Jerusalem. Selv Josua var gået uden om den.
Man kunne synes, at alt nu måtte være perfekt. Men det var det ikke. Der manglede det vigtigste: Et pragttempel midt i Jerusalem til Guds ære. En dybtfølt tak til Gud for alt det, Gud havde gjort for Sit Hellige Folk med udfrielsen fra Egypten og nu Det Hellige Land fuldkommengjort. Mere end gerne havde David selv opført et tempel, der i storhed og pragt kunne overgå alt. Men han måtte ikke!
For hvem? kunne man spørge. For Gud! David havde blod på hænderne, sagde Gud. Derfor ”Nej!” Ikke fordi David havde samlet Det Hellige Land til ét rige med våbenmagt. Men David var blevet dybt forelsket i sin generals smukke hustru og ville giftes med hende. Derfor havde han sendt sin general ud på en opgave, han med garanti aldrig kunne overleve, hvad han da heller ikke gjorde. Dermed var David ikke værdig til at bygge Gud Hans Hellige Tempel.
David blev gift med den smukke pige og fik hurtigt et barn med hende. David var væk i det barn. Men Gud tog det fra ham. Barnet døde og David var knust. Men David forstod hvorfor.
David indså sin synd, råbte døgnet rundt til Gud om tilgivelse og fik den! Og mere end det, for Guds tilgivelse var total! Gud gav David et barn i stedet, der voksede op og blev så navnkundig og fik så enorm betydning for Det Hellige Folk, at de fleste af os hører ham omtalt endnu den dag i dag! Det var Den Vise Kong Salomon, der i sin visdom overgik alt og alle.
Man kan sige, det fra Guds side ikke blot var en tilgivelse, men et plaster på såret, der ville noget, da David til sin store sorg nu engang ikke måtte bygge Gud hans tempel. Tegningerne var gjort!
Allerede som tolvårig fik Kong Salomon Guds Hellige Ånd, og Gud talte til ham: ”Giv mig et ønske, og jeg vil opfylde det for dig!” Så højt satte Gud den unge konge for hans rette og rene levevis.
Mens andre måske havde ønsket sig ære og sejre på slagmarken og smukke kvinder, guld og ædle stene og rigdom, gjorde den unge Kong Salomon det modsatte: ”Jeg ønsker”, sagde han til Gud, ”at du blot giver mig visdom, så jeg kan regere mit rige med retfærdighed!” Det ønske fik han opfyldt. Med alt det andet gratis oveni!
Hans tid som konge blev en Messiastid for jøderne med absolut fred udadtil og med en retfærdighed indadtil, der endnu går frasagn om! Intet under da, at det blev Den Vise Kong Salomon, der fik lov til at bygge Gud det mest storslåede tempel nogensinde set.

Kommentarer (0)

Side 8

lørdag, januar 8, 2011

Idyllen Gud og jøderne imellem, om jeg må kalde den således, varede imidlertid ikke så længe. Tunge skyer begyndte at trække op over den religiøse horisont. Det varslede uvejr i mere end almindelig forstand. Guds profeter holdt sig nemlig ikke længere til Loven, som den var givet. Den var tung at holde i forvejen. Alle døgnets gøremål var berørt i Loven, der på den måde kunne forekomme som én lang gudstjeneste. Meget lidt kunne man selv bestemme som rettroende jøde. Det var ikke let at være Guds Hellige Folk. Ikke mærkeligt derfor at Job havde skelet til den frihed, omliggende folkeslag kunne have.
Nu begyndte Guds profeter endog at stramme Loven op. Man holdt sig ikke længere til Loven, som den var givet!
Med Kong David var Det Hellige Land blevet samlet. Det var blevet fuldkommengjort. Nu var det Toraens tur til at blive fuldkommengjort. Som Gud i ørkenen havde levet døgnet rundt sammen med sit folk, om dagen som en søjle af støv, om natten som en søjle af ild, således ville Gud, det også skulle være blandt jøderne indbyrdes.
”Det er givet i Toraen, du skal give almisse!” kunne profeterne prædike. Og det var rigtigt. Men så kom det: ”Almissernes tid er forbi! Således siger Hærskarernes Herre! Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen kjortel har! Den, der har mad på bordet, skal dele sin mad med den, der ingen mad har! Den, der har hus at bo i, skal dele sit hus med den, der intet hus har! I skal tage jer af de faderløse og de moderløse, som er de jeres egne børn! Og de syge skal I se, som jeres egen slægt! Og I må ikke udstøde de spedalske! Således siger Hærskarernes Herre, jeres Gud!”
Jøderne var himmelfaldne. De troede ikke et øjeblik på, at alt det nye kom fra Gud. Det måtte være noget, profeterne havde fundet på for selv at stå bedre i Guds øjne. Jøderne troede simpelthen ikke deres profeter længere. Det var jo et kollektivt samfund, Gud var ude efter, som ville tage al personlig frihed fra dem. Én skulle være for alle! Og alle skulle være for én! Som med Gud i ørkenen.
Toraen var gudgiven i ørkenen på Sinai Bjerg gennem Moses! Ingen kunne lave om på den. Ikke engang en profet! Jøderne rasede og begyndte at forfølge Guds profeter. De troede ikke på dem længere og fordrev dem fra deres egen midte. De overfaldt dem og mishandlede dem og kastede sten efter dem. Én efter én slog de dem ihjel!
Man har i teologien kaldt disse profeter for De Sociale Profeter, men jøderne godtog dem aldrig. Jøderne kæmpede for den lille smule frihed til selvstændig handling, der trods alt var i Toraen, som den var. Ingen skulle tage det fra dem. Så kunne Gud gøre, som han ville.
Hermed nåede Det Hellige Folk bunden i dets forhold til Gud, og hvad kunne Gud så gøre ved det?
Det havde Guds Hellige Folk ikke fantasi nok til at forestille sig. Men de skulle blive klogere! Meget klogere!

Kommentarer (0)

Side 9

fredag, januar 7, 2011

Guds vrede over de ihjelslåede profeter var voldsom. Den var mere end voldsom. Guds svar kom da heller ikke uventet: En massiv hær af gnavere kom fra ørkenen væltende ind over Det Hellige Land. Intet blev ladt tilbage. Græshopper, ædere, springere og gnavere af alle slags. Så overvældende var Guds hær, at den ikke alene lagde sig ind over Det Hellige Land. Den lå som en fed, gulgrøn bræmme fra ørkenen i øst langt ud over Middelhavet i vest!
To fulde år stod det på. Kvæget døde som det første. De gamle døde. Børnene døde. Yngre kvinder døde. Det var tæt på, at Gud havde udslettet hele sit Hellige Folk. Egyptens ti plager, som vi alle har hørt om, var intet at regne i forhold til det drama, der her udspillede sig med det jødiske folk selv i hovedrollen. Alligevel er det kun få, der kender til disse begivenheder. Det nævnes aldrig i kirkeligt regi.
Klædt i sæk og aske, som der står, og anråbende Gud om nåde ved dag som ved nat om ikke totalt at udrydde Sit Eget Hellige Folk, begyndte Gud først med en trøst til naturen! Hans Eget Folk kunne vente! I Guds øjne var der tid nok. ”Frygt ikke i markens dyr”, sagde Gud til alle de små, der kæmpede for livet, ”thi ørkenens marker skal grønnes igen og træerne atter bære frugt!”
Omsider kom Guds ord til Guds Eget Folk: ”Og I Zions Sønner! Fryd eder og vær glade i Herren eders Gud! Thi Han giver eder føde til frelse! (Det må man nok sige. Det var åndelig føde). Igen sender jeg eder regn, tidlig regn og sildig regn som før. Tærskepladserne skal fyldes med korn, persekummerne løbe over med most og olie! Jeg vil godtgøre jer de år, da græshoppen, springeren, æderen og gnaveren hærgede, den store hær, jeg sendte imod jer!”
”Det skal derefter ske, at jeg selv vil udgyde min Ånd over alt kød! Eders sønner og eders døtre skal profetere! Eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner! Også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd, når de dage kommer!”
Vi må forstå, at Det Hellige Folk én gang for alle var sat på plads. Gud ønskede ikke et Helligt Land, der lignede så mange andre med paver, biskopper og præster, til at lære folket, hvad det skulle tro og tænke. Guds Hellige Folk var tiltænkt en meget større fremtid, ingen endnu kunne forestille sig!
Gud ønskede et Helligt Land, der virkelig var helligt, hvori hver eneste sjæl i Guds Hellige Ånd selv ville kunne erkende Gud, for i den åndelige oplevelse selv at kunne forstå alle ting! Ikke mindst sin egen vej til genforeningen med Gud. Alverden skulle sige: ”Lad os drage til Jerusalem for der selv at lære Herrens veje at kende!”
En helt ny tid skulle begynde for Guds Hellige Folk. Nu var det ude over barnestadiet. Nu skulle Loven fuldkommengøres, så enhver i Guds Hellige Ånd selv kunne finde sin egen vej til Gud!
Profettiden var forbi! Pave-tiden skulle aldrig være opstået.

Kommentarer (0)

Side 10

torsdag, januar 6, 2011

Jeg har besluttet, at denne side skal være sidste side i første omgang. Jeg fokuserer derfor nu direkte på Jesus.
Jesus blev født af en jomfru. Således står det skrevet. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det passer som hånd i handske til det hændelsesforløb, jeg lige har skitseret. Jomfrufødslen har sin egen logik, der ikke kan undværes!
Guds Hellige Ånd overskyggede Jomfru Maria. Og hun fødte Jesus. I kødet må Jesus derfor med al ret siges at være Guds Søn! Gud bestemte da også hans navn.
Havde jøderne nægtet at tro på Guds profeter og derfor stenet dem til døde for at sætte sig over Loven, så fik de nu et himmelsk væsen til gengæld, der var tusinder gange større end en profet. Jomfrufødslen må således give et rent trettental til Gud!
Vi kan sige det på den måde, at med Jomfrufødslen mødte Gud Sit Hellige Folk på halvvejen. Den anden halvdel af vejen bestod så i at gøre, hvad Jesus sagde, så de i åndelige oplevelser så at sige kunne møde Gud, for deri selv at forstå alle ting. Således har Jesus forklaret det. Selv døden, sagde Jesus, opleves ikke i Den Hellige Ånd! Forklaring:
Vi må forstå, at Guds Hellige Ånd ikke er af en bestemt fylde. Den gives i flere variationer lige fra skjult glæde, men kan føre videre til okkult viden for at ende i det helt store, hvori man selv møder Gud og selv forstår alle ting. ”Ilddåben”, kalder Jesus det.
Jesus opererer således med to forskellige former for Dåb. Den ene er ”Vanddåben”. Det er en afvaskning af al gammel synd til en ny begyndelse sammen med Jesus. Den kan mennesker give. Forstået som præsterne. Den anden form for dåb er som sagt ”Ilddåben”. Den kan efter Jesu ord ikke gives af mennesker. Kun af Gud selv! Man skal bede om den. Og det bør man gøre.
”De gamle sagde! Men jeg siger jer!” Det var de ord, Jesus brugte, hver gang han fuldkommengjorte dele af Loven. Hver gang var det en opstramning af Loven. Ganske som profeterne havde gjort det og var blevet slået ihjel for det. Det var betingelsen for selv at møde Gud!
Som det sidste i Jesu Bjergprædiken får vi et enkelt og klart resume af Den Fuldkommengjorte Lov: ”I skal være fuldkomne, som jeres Fader i Himlene er fuldkommen! Alt var således lagt op til en ny religiøs storhedstid for Det Hellige Folk, hvori den enkelte i Den Hellige Ånd selv skulle møde Gud, om man fulgte Jesu veje.
Hele verden skulle se hen til Israel og sige: ”Lad os drage til Jerusalem, for der at lære Herrens Veje at kende!”, da en forvildet farisæer, der troede selv at havde set Jesus, ændrede alt ved at gøre Guds dyrebare Løfter til et billigt udsalgstilbud. Tro var nok!

Kære Fader, du som er i himlene! Giv mig Ilddåben!
Dog ske din vilje og ikke min!

Kommentarer (0)

Featuring Recent Posts WordPress Widget development by YD